VIDUNDERLIGT MENNESKELIG

 
sharon-mccutcheon-532782-unsplash.jpg

OM Bibelen og brugen af den

AF Troels Nymann Eriksen, litteraturhistorie og religionsvidenskab

Det er ikke svært at forestille sig, hvilken boganbefaling man ville få fra ham den kristne. Bibelen. Det er et ret sikkert bud. Ligesom det er forventeligt, at fodboldknægten fra den arketypiske folkeskoleklasse laver en boganmeldelse af ‘Jeg er Zlatan’. Det er også et ret sikkert bud. Ganske givet så har de fleste af os et noget andet forhold til Bibelen end til hr. Ibrahimovics selvbiografi. Bibelen er svær at komme uden om. De fleste af os er også ganske positivt stemte overfor den. Nogle vil endda gå så langt som til at sige, at de højeste dyder, vi nyder i vores del af verden, kardinalpunkterne, de søjler, vi har bygget vores samfund på, stammer fra den. Det er en urimeligt stor hypotese. Det er nok meget svært at bevise. Så det vil jeg slet ikke bevæge mig ind i. Det siger dog noget om dens position i den litterære kanon. Men. Og nu kommer vi til mit anliggende; der er som regel to lejre, som man kan placere sig i, når det kommer til den bog, der skal staves med stort, og de har nogle klare holdninger til, hvordan vi burde forholde os til Bibelen.

I den ene skyttegrav dem, som mener, at jeg burde destillere den fine moral, næstekærligheden, menneskets værdighed og dets lige fra og kassere historien og begivenhederne, der egner sig dårligt til at være genstand for det moderne menneskes hengivenhed. Problemet er bare, at jeg ikke tror, at det hverken kan lade sig gøre eller er specielt ønskværdigt. Hvis vi destillerer, ender vi bare med at forkaste alt det, der fik det til at give mening i første omgang. Og vi sidder tilbage med farveløs væske. 

Og i den anden grav dem, som mener, at jeg burde overgive mig. Lægge mig fladt ned for Guds hellige ord. Hvad der står, det står der. Og hvad bilder jeg mig i øvrigt ind at stille spørgsmål ved det? Dette virker heller ikke særlig ønskværdigt for mig. For så mister den sin værdi, jo mere mennesker rør ved den; den bliver lidt mindre hellig, når den oversættes; og kommer på større og større afstand af sandheden hver gang, den tolkes. 

Vi kommer ofte til at placere os selv et sted imellem disse to. Her er ateisten et godt eksempel. Han ville sandsynligvis have samme syn, principielt, på Bibelen, som dem i den anden lejr, men forskellen vil bare være, at han forkaster den, da han ikke er interesseret i forholde sig til den på den måde. Det ændrer dog ikke på, at han har en holdning til, hvordan man bør forholde sig til den. 

Jeg har egentlig en stor del respekt for begge parter. Og de fleste vil nok også placere sig selv et sted i midten, hvis det kunne laves til et spektrum. Men jeg tror, at vi er ret galt afmarcheret, når vi forholder os til Bibelen, hvis vi tror, at vi skal placere os et sted imellem de positioner. Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at vi lader os indskrænke af disse rammer, når vi nu taler om den måske eneste bog, som vi ikke kommer udenom. Lad mig forklare, hvorfor jeg synes, at det er så problematisk:

Der er gennem tiden gjort mange forsøg på at genfortolke Bibelen på en sådan måde, at den giver ‘mening’ for os moderne mennesker. Vi skal destillere og omfortolke. Et godt eksempel på dette er den svenske teolog og sprogfilosof Anders Jeffner: 

When Jesus says to the leper in Matt 8,4 ‘I will; be clean,’ (…) The sentence is then equivalent to a sentence of the following kind: ‘I hereby declare that you are an ordinary member of the social community’.

Der er noget skamfuldt i at citere folk udenfor kontekst, men du må stole på mig, når jeg siger, at han kan argumentere for sin sag. Så det er også med en vis ærbødighed, at jeg siger det næste: Han tager fejl. Historien er ikke relevant i det øjeblik, vi er nødt til omfortolke den. Det er den første fejl. Og jeg tror også, at Jeffner selv kan se det. Han konstaterer ihvertfald selv tørt, at en sådan fortolkning for de fleste ville være ganske uinteressant. Og det har han ret i. Det, han gør, svarer til at tage ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ og sige, at den handler om social uretfærdighed (hvilket er rigtigt), men at det er det hele og ikke mere (hvilket er forkert). Hvis det var rigtigt, kunne vi bare have skrevet 'social uretfærdighed’ med versaler, og tænke, at det kunne det samme som (og træde i stedet for) at læse Andersens lille mesterværk. Det er ikke rigtigt. Og det er helt sikkert abnormt kedeligt. Hvis det var således, så burde vi genlæse vores biologi-bog fra folkeskolen, hvis vi ville ind under huden på, hvad det vil sige at være menneske. Jeg ville nok anbefale Dostojevski. 

Men det mest frustrerende er nu ikke, at man forsøger at reducere en tekst, at indfange den, og tolke den. Det er helt i orden. Det er straks værre, når man misser det helt grundlæggende. Hvad har Bibelen, som de andre hellige skrifter ikke har? Hvem er hovedpersonen? Hvad er pointen? Det reelle problem er, at vi meget let kommer til at læse efter vores system, dogmer, regler og/eller trossætninger. Det er den anden fejl; vi kommer til læse udfra vores skema, og få tingene til at passe heri. Jeg er ikke vred på hverken dogmer eller systemer. De er gode. De er rigtig gode. Virkeligheden er bare større. Det er ligesom, at man skal lære perioderne for at forstå litteraturhistorien. Men når du kan perioderne, så finder du også ud af, at det er langt mere kompliceret. Vi kender nok alle fornemmelsen af at være blevet dygtig nok til sit stof til at smide stillads og støttehjul. Begreber og systemer tjener et formål; de skal hjælpe os til at forstå.

Slap af. 

Vi må ikke være bange for at lade skemaet blive udfordret. Skemaet kan berøve os muligheden for at blive klogere. Hvis vi kun ser alt, hvad der står i vejen, så kommer vi til at stå stille på det samme sted. Vi kommer aldrig til at blive rørt, vi kommer aldrig til at rykke os, vi kommer aldrig til at blive klogere, fordi alting går igennnem et filter, som vi selv har sat op. Det svarer til at udsætte verden for censur. Hvis vi gerne vil være klogere, må vi risikere at finde ud af, at vi har været dumme. Og hvis vi vil bevæges, må vi risikere at blive rørt. Jeg forstår godt, at accept af mirakelmageri og helbredelser er et voldsomt bjerg at skulle bestige. Men jeg anser det ikke for at være essentielt. Det er faktisk sekundært. Vi skal stadig forholde os til det, ja, at noget er sekundært, gør det ikke uvæsentligt, men vi må ikke lade det sekundære berøve os muligheden for at røre ved det essentielle. Ved du hvad den lille tekst, som Jeffner refererer til handler om? Der kommer en spedalsk mand hen til Jesus, og siger til ham, at han kan helbrede ham. Han er spedalsk. Han bliver langsomt spist af en kødædende bakterie. Han er et omvandrende lig. Det betød smittefare at være i nærheden af ham, derfor skulle han råbe op hver gang, han kom tæt på et andet menneske, så de ikke kom til at røre ved ham. Hvad handler teksten om? “Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!«”  Lad være med at forsøge at destillere kristendom. Lad være med reducere den til dogmer, fordi det er slet ikke at destillere. Hvis det var tilfældet, kunne vi fint nøjes med en liste over gode og dårlige gerninger. Vi skærer bare alt fedtet fra. Nej, se på ham, som rører ved den, som ingen andre vil røre ved. Pointen har aldrig været bjerget, men ham du følges med op ad det. Det er det, det handler om.

Det er faktisk lidt det samme problem, jeg har med den anden skyttegrav. Fejlen ligger i en løsrivelse af genstanden fra dets formål. Den måde, de forholder sig til Bibelen på, ligner en mand, som hænger sit tv op som et stykke kunst på væggen. Det er jo fjollet. Tv’et har en funktion, og det er i kraft af sin funktion, at det har sin værdi. Jeg har en veninde, der opsummerede det smukt i et ordsprog fra Zen-buddhismen. Forveksl ikke fingeren, der peger på månen, med månen selv. Det er en meget visdomsagtig måde at udtrykke det på. Altså, forveksl ikke Bibelen, der peger på Jesus, med Jesus selv. Det er en vigtig skelnen. Det svarer til at elske at have en kæreste mere, end man rent faktisk elsker sin kæreste. Det ender med at æde forholdet indefra. Eller at tro at nøglen, der åbner døren, er det samme som det, der venter på den anden side. Jeg er bange for, at man aldrig kommer ind, hvis det er tilfældet. Altså, Bibelen er god, ja, men den er god, fordi den handler om det bedste.

Bibelen handler først og sidst om det umulige menneske. Jesus Kristus. Ham, der ømt bød den prostituerede velkommen. Ham, der kiggede kærligt på sin ven, idet han forrådte ham. Og ja, ham, der rører ved den, som ingen vil være i nærheden af. Er det ikke rimeligt at forvente, at den bog, der omhandler skaberguden i menneskeskikkelse, den inkarnerede Gud, spejler hans eget væsen? Vi kan være så frygtelig bange for at læse Bibelen, fordi vi ser det menneskelige i den. Eller også så forkaster vi den, fordi den ikke lever op til vores kriterier for, hvad en hellig bog bør være. Jeg tror, at det er en fejl. En rigtig fejl. Bibelen er ikke mindre god i kraft af sine menneskelige forfattere. Det er netop i Markus’ meget menneskelige og forvirrede begejstring, at vi finder ham, der er alt mulig grund til at være begejstret for. Og det er i Paulus’ temperament og ihærdighed, at vi skal se ham, det er værd at følges med til verdens ende. Og det er i Johannes’ kærlige visdom, at vi finder ham, der forvandler kærlighed fra begreb til handling. Vi snyder os selv for alt det, hvis vi lytter til de to positioner, som jeg har forsøgt at skitsere i det ovenstående. Lad forfatterne fortælle deres historier. Lyt. Og bliv rørt. 

Bibelen er en meget menneskelig bog, men det er også det, som gør den så guddommeligt god. Og vi snyder os selv for alt det gode, når vi tror, at den handler om, at vi skal elske hinanden. Den handler om ham, der siger, at vi skal elske hinanden. Der er alverden til forskel på at forholde sig til en ide og til et menneske, hvor umuligt og ubegribeligt dette menneske end er. Og med frygt for at jeg lyder from og pietistisk, så overgiver jeg mig gerne til Jesus. Jeg knæler gerne for ham. Jeg lægger mig gerne fladt ned på maven for ham. Det har jeg også gjort. Og jeg fortryder det ikke et øjeblik, fordi jeg knæler for ham, der kigger mig i øjenene og beder mig om at rejse mig op igen.