TROENS VÆSEN

 
adrien-olichon-714338-unsplash.jpg

OM tillid til det uhåndgribelige

AF malene rugager vase, nordisk sprog og litteratur

Troen på en Gud er en helt naturlig del af mig. Når jeg ser naturens skønhed, slår Guds storhed mig i samme øjeblik. Når jeg møder mennesker, prøver jeg at huske, at også de er skabt og elsket af Gud. Når jeg har det svært, ser jeg opad og snakker med Gud. Når jeg skal præstere noget, prøver jeg at minde mig selv om, at Gud har givet mig livet gratis. Jeg møder livet med Gud som en integreret del af mig ligesom min kærlighed til familie og venner. Det er ikke, fordi jeg ikke tvivler, men at fjerne troen ville være som at fjerne mit syn eller gøre mig farveblind. Men jeg møder også mennesker, der siger, at troen egentlig giver mening for dem, men at de ikke bare sådan lige kan begynde at tro, fordi de ikke kan, eller at det ikke lige er noget for dem, og det har fået mig til at reflektere over, hvordan troen kan virke naturlig for mig men svær for andre.

Jeg vil prøve at beskrive troen ud fra tre metaforer: troen som relation, troen som handling og troen som overbevisning. De tre er bestemt ikke udtømmende for, hvordan troen er, for troen er defineret ud fra de mennesker, der har den. Ligesom man ikke kan sige, hvad den perfekte relation er, eller hvordan den bedste overbevisning ser ud, så kan man heller ikke sige, hvordan man tror. Men de tre metaforer jeg har valgt, vil forhåbentlig give et indblik i, hvad tro kan være. De kommer fra tre mennesker, der har bevæget sig fra ikke at tro til at tro.

Tro som relation 

Mine gode relationer bygger altid på tillid. Tilliden til et andet menneske kommer fra kendskab. Jeg har mødt nogle mennesker, de fleste tilfældigt ved at være på samme tid og samme sted som dem. Jeg har lært dem at kende og ved, at jeg kan stole på dem. De har fået min tillid til at vokse stille og roligt, jo mere de gav af sig selv. Disse mennesker kan jeg se, høre og røre. Det tænker jeg ikke normalt som et privilegium, men når det handler om tilliden og kendskabet til en Gud, som ikke har disse tre egenskaber, så savner jeg det. Jeg savner at se ham, jeg savner at høre hans blide stemme, ja jeg forestiller mig den som blid. Jeg savner at røre ham, tage ham i hånden, så jeg ved, at vi hører sammen, som når jeg holder min søster i hånden. Så hvordan lærer jeg ham at kende, når jeg ikke kan sanse ham. Hvordan får jeg en relation til ham? Bibelen fortæller os, hvordan han var, da han gik rundt på jorden. Hvordan han mødte mennesker, som minder om os i dag. I det kan jeg spejle mig, for de ord er også til mig, men jeg savner stadig at møde ham personligt. I bønnen taler jeg med ham, hvordan ved jeg ikke, om det bare er en samtale i mit eget hoved, ved jeg heller ikke, men jeg ved, at det giver en helt særlig fred. I kirken møder jeg ham i menneskerne og ritualerne, der skal jeg ikke præstere noget. Mit første ritual var min egen dåb, hvor jeg blev et Guds barn; det holder jeg nogle gange fast i, når jeg synes, troen er svær. I kirken kan jeg bare sidde og modtage, bare være sammen med min Gud. Samværet er altså en smule anderledes end med mine sansbare venner, men jeg har alligevel nogle kanaler, hvor jeg kan opsøge ham, og at en Gud giver mig sådan nogle kanaler til at lære ham at kende er måske større, end jeg lige kan forstå. 

Peter Bastian, en dansk musiker, valgte at blive døbt som 72-årig. Han har sammen med en af sine venner skrevet bogen ”Altid allerede elsket”. I kristendommen fandt han, at han var altid allerede elsket, derfor ville han døbes. Han prøvede i sin levetid mange forskellige retninger indenfor religiøsitet og spiritualitet, men i kristendommen fandt han en kærlighed uden betingelser. En kærlighed han ikke skulle gøre sig fortjent til. Det er en kærlighed, man også kan finde hos sine forældre eller gode venner, men oftest kun i glimt. Troen kan altså sammenlignes med en relation, fordi Gud er en person, du kan have tillid til, men det er også en relation som ingen anden, for her får du kærligheden givet uden selv at skulle give noget tilbage.

Tro som handling 

Troen er noget, jeg altid har haft, men det er samtidig noget, jeg stadig handler på. Det er noget, jeg håber på, men jeg handler også på håbet. Den danske filosof Søren Kierkegaard taler om troen som et spring ud på 70.000 favne. Ud i det ukendte. Ud på det dybe. Men skal det virkelig være et spring? Kan man ikke sidde i den gyngende, vuggende båd ude på vandet og dyppe tæerne i, indtil man er klar til at sænke sig ned i vandet? Uanset hvad kræver det en beslutning, en beslutning om at synke ned i vandet. Men kan troen bare være en beslutning? Det lyder ikke så romantisk. Det lyder lidt ligesom at beslutte sig for at elske en og derfor gifte sig med vedkommende. Og sammenligningen er måske ikke så dårlig. Jesus taler ofte om sig selv som brudgommen. Et forhold starter i følelser, men på et tidspunkt må man også tage en beslutning. Man er ikke sammen med én person i flere år uden at skulle beslutte sig for at elske den anden. Det er måske ikke den lyserøde forestilling, men det er mere sikkert, end hvis det var bygget udelukkende på følelser, som kan skifte fra dag til dag. Derfor er jeg glad for at have min bryllupsdag d. 22.07, for den minder mig om, at jeg tog en beslutning. Jeg sagde ja til min mand. Foran min familie. Foran hans familie. Foran mine venner. Foran hans venner. Foran Gud. Troen behøver ikke at komme over en dag, det  kan godt ske løbende. Men en dag må man træffe en beslutning. 

Den danske digter Søren Ulrik Thomsen besluttede sig for at begynde at komme i kirke, fordi han blev stødt, når folk ikke behandlede kirken med respekt, og så ræsonnerede han sig frem til, at han måtte være troende, når han havde sådan en indre blasfemiparagraf. Han forstod først ikke noget i kirken, han var ikke enig i trosudsagnene, han forstod ikke ritualerne, men han nød velsignelsen til sidst. Sådan begyndte hans vandring; det var en beslutning. Han mærkede noget, men lod det ikke blive ved det, for han handlede på det. En beslutning er normalt taget ud fra fornuftige grunde, og en beslutning om at tro er ikke anderledes, men der er også en grænse for, hvor langt man kan tænke sig frem. Jeg kan godt prøve at forklare dig, hvordan vandet er, og du kan også godt forestille dig det, men du vil først rigtigt vide det, når du er i vandet. Du vil først vide det, når du er på de 70.000 favne, når du er sprunget i, ligegyldigt om det så er en maveplasker, en forsigtig nedsænkning eller et selvsikkert hovedspring. 

Søren Ulrik Thomsen handler stadig på sin tro. Han bliver ved med at komme i kirke for at sige tak: ”livet er en gave, og som jeg læser evangelierne, rummer denne gave kun én fordring, nemlig at man tror, hvilket ikke udelukker, at troen medfører en etik: I har fået det for intet, giv det for intet! Som der står i Matthæus-evangeliet.” Det minder han sig selv om, når mennesker ikke giver ham, hvad de skylder, at livet er den største gave, og det har han intet gjort for. Men det har han brug for at blive mindet om, derfor går han i kirke hver søndag. Han ved også godt, at han ikke altid er et godt menneske, det tror jeg, at de fleste erfarer, men Thomsen handler på det ved at gå til nadver for at få tilgivelse, fordi han ikke kan stoppe med at sige sårende ting. I nadveren har vi et sted at lægge alt det, vi har fortrudt, og når vi selv er tilgivet, så giver det pludselig mere mening at tilgive den anden. Kirken giver altså noget. Samtidig er det rart at være en del af fællesskabet, når jeg tvivler, så kan jeg komme i kirken og hvile lidt i de andres tro. Det lyder måske mærkeligt. Det kan jeg ihvertfald godt selv synes, men det er faktisk rart ikke at kigge indad hele tiden, og det tror jeg, der er stor velsignelse i. Når jeg ikke kan mærke troen, er det rart, at troen ikke afhænger af mine følelser, men at jeg kan handle på det, fordi jeg ved, at jeg allerede er i de 70.000 favne. 

Troen som overbevisning 

Den sidste metafor er troen som en overbevisning. Kierkegaard skriver således: ”det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee? Alt maa til syvende og sidst basere sig paa et Postulat; men i det Øieblik det saaledes ikke længere staaer udenfor ham, men han lever deri, først da er det ophørt at være ham et Postulat”. Vi lever alle efter nogle formodninger, nogle ideer om verden. Måske at min familie altid vil elske mig. Måske at Gud er død. Måske at verden nok skal blive bedre. Måske at vi ikke kan sige noget om sandheden. Måske at jeg skal præstere mig til min værdi. Eller noget helt andet. Hvilken ide eller formodning lever du efter? Vil du både leve og dø for den? Jesus spurgte engang sine disciple, om de også ville gå, efter at mange af hans følgere var gået. Der svarede Peter hurtigt og kontant ”Herre hvem skulle vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige”. Disciplene var overbeviste om, at Jesus havde noget at tilbyde, noget de ikke kunne få nogle andre steder. Peter var overbevist om Jesu lære og hans mission. Det var en sandhed, han ville leve i. Han var overbevist. Og så fornægtede Peter Jesus. Han sagde, at han ikke kendte ham for ikke selv at komme i knibe, så han var bestemt ikke perfekt, men Jesus valgte alligevel at bygge sin kirke på Peter. 

Forfatteren C. S. Lewis beskriver sin omvendelse som en vandring, hvor han prøvede at tænke i forskellige scenarier og holdninger, hvor han var kristen. Til sidst endte han i en skakmatsituation. Han skriver det således: ”I Trinity semesteret 1929 opgav jeg og indrømmede, at Gud var Gud, knælede og bad; den nat var jeg måske den mest modløse og modstræbende konvertit i hele England. Dengang så jeg ikke det, som nu er det mest åbenlyse; den gudsbenåede ydmyghed, som vil acceptere en konvertit selv på de præmisser. Den fortabte søn gik hjem på sine egne fødder. Men hvem kan på behørig vis forgude den kærlighed, der åbner Himlens porte for en fortabt søn, der bringes dertil sparkende, sprællende, vred, med øjnene søgende i alle retninger efter en flugtvej?” Dette er bestemt ikke et elegant hovedspring ned i de 70.000 favne, det er måske mere, som når en tegneseriefigur ser, at han allerede er ude over klippen, og ikke kan gøre andet end at lade sig falde. Jeg er overbevist om, at kristendommen giver mening, og jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen for at finde den sandhed, som jeg har fundet hos Jesus.

Hverken Peter Bastian, Søren Ulrik Thomsen eller C. S. Lewis gik fra ikke-troende til troende ved at høre lyn og torden fra himlen. De fandt en relation, tog en beslutning eller blev overbevist af Jesus, hvilket fik dem til at tro. Jeg kan genkende min tro i alle tre metaforer, selvom jeg nok har en, der passer bedre. Samtidig er der også noget i min tro, der ikke passer ind i kasserne. Selvom troen ligger naturligt i mig, så synes jeg stadig, at den er abstrakt og svær at forstå, og Jesus og Gud er lidt abstrakte, fordi jeg ikke kan sanse dem lige her og nu, men Jesus har faktisk været en konkret person, og det er netop ham min tro drejer sig om. Han er genstanden for min tro. Jeg har prøvet at sætte nogle ord på troens væsen, som kan være abstrakt og svær, men troens genstand er helt konkret Jesus, der gik rundt i Israel for 2000 år siden. Det er ham, jeg har en relation til og derfor tillid til. Jeg har taget en beslutning om at følge ham, fordi jeg har en overbevisning om ham. Troen giver ikke mening uden ham. Det vigtigste for mig ved troen er, at jeg prøver at forstå, hvem han er.  Uanset om troen er en relation, en handling eller en overbevisning, så er det centrale spørgsmål: Hvem er han?