KRONEN PÅ SKABERVÆRKET?

 
DP820452.jpg

OM MENNESKET OG ONDSKABEN

AF Christan HjortH Vindum, Nordisk sprog og litteratur og tysk

Det er et kendt kristent dogme, at mennesket af alle levende væsener er det mest unikke og værdifulde af slagsen. I det gamle testamente møder vi David – bl.a. kendt som salmedigter og tidligere konge af Israel – der frimodigt hævder, at mennesket er skabt ”kun lidt ringere end Gud” og kronet med ”herlighed og ære”. Mennesket befinder sig her øverst i tilværelseshierarkiet som intet mindre end selveste kronen på skaberværket. Ikke dårligt! Dette er desuden næppe en særligt kristen forestilling. Nej, forestillingen om, at mennesket befinder sig øverst i hierarkiet, har nok i virkeligheden domineret menneskets selvopfattelse til mange (hvis ikke alle) tider – ikke at troen på Gud, som det er tilfældet i kristendommen, nødvendigvis har noget som helst med årsagen til denne opfattelse at gøre. Kristen eller ej må det jo netop siges at være en meget ønskværdig position. Hvem har ikke lyst til at kunne bade sig i den flotte titel som kronen på skaberværket? 

Men jo mere ønskværdig en sådan opfattelse er, desto mere tilbøjelige er vi også til at tro på, at den må være god nok. Lidt firkantet og unuanceret sagt. Og så alligevel nok desværre alt for sandt. (Fordi mennesket på sit dybeste plan er egoistisk og derfor før alt andet søger det, der kommer det mest til gode, uagtet om det er sandt eller ej – bare hvis nu dette endnu ikke var gået op for dig, kære læser). Men hvis vi nu for en stund faktisk vover at sætte vores egne ønsker til side til fordel for en grundigere overvejelse over, hvad der faktisk er tilfældet, kan man så ikke med god ret betvivle, at det nu også egentlig forholder sig sådan, at mennesket skulle have denne særstatus? Dostojevskij er i hvert fald dejlig frimodig, når han på meget malende facon kommer med en simpel opfordring til alle dem, der stadig hårdnakket vil forsvare menneskets særstatus: ”Only look about you: blood is being spilt in streams, and in the merriest way, as though it were champagne”. Kig dig omkring, og overvej så en ekstra gang, om det nu også virkelig skulle passe, at mennesket faktisk er, hvad det så gerne bilder sig ind at være. 

Historiens blodige gang taler sit eget tydelige sprog om, at vores ret til at bade os i titlen som kronen på skaberværket med rette kan anfægtes. Mennesket har efterhånden fået oparbejdet sig et ikke helt så imponerende CV, som man kunne have håbet, og som derfor mildest talt skaber nogle forklaringsproblemer for den, der vil hævde, at mennesket stadig er det væsen, der af alle fortjener mest hæder og ære. Kunne dyr på så systematisk vis, som det blev gjort under f.eks. holocaust, organisere en folkeudryddelse på millioner af mennesker? Kunne et dyr have sprunget regeringskvarteret i Oslo i stykker for derefter på godt en time at slå 69 uskyldige unge mennesker ihjel én efter én ude på en lille ø, som Anders Breivik gjorde det i 2011? 

Nej, jeg kan mærke, det er for nemt at stille disse hyperretoriske spørgsmål. Man kunne uden problemer blive ved i det uendelige, men lad os bare holde her. Og så bare lige helt kort, hvis nogle skulle være i tvivl om svaret: Nej, det er desværre kun mennesket, der er i stand til at udrette den slags… 

Nuvel. Alt dette er jo så heller ikke det eneste, der er at sige om mennesket. Heldigvis! Noget godt har vi dog udrettet. Alskens videnskabelige landvindinger f.eks. inden for medicin, der muliggør en længere levetid og en højere levestandard, kunne her nævnes. Eller hvad med det store nødhjælpsarbejde for de fattige lande, vi udretter, og som mange er med til at støtte økonomisk? Eller hvad med alle de gange, jeg har afstået fra at købe kød i supermarkedet, fordi klimaet og klodens ve og vel er noget, jeg går vældig meget op i? Også her er eksemplerne talrige. Stort hurra for det og dermed for os! Og desuden: De tidligere oplistede eksempler på menneskelig grusomhed har da ikke noget med mig at gøre? Er det ikke bare få ekstreme og helt særlige tilfælde, der egentlig bør betragtes som undtagelser, der bekræfter den regel (som jeg naturligvis er en del af), at mennesket i udgangspunktet er godt? Det er en lang snak, der fortjener langt mere plads, end jeg her forsøger at udfolde mig på. Må jeg alligevel komme med et kort svar på dette, hælder jeg mod at svare: Næppe. Og må jeg oven i det have lov at lykønske dig, hvis du vitterligt er helt og holdent overbevist om, at du i hvert fald ikke havde ageret medløber f.eks. under nazismens barbari. Du må i så fald være noget helt specielt.  

Det uhyggelige består nemlig i – hvis vi nu bliver ved nazismen som eksempel – at tilfældene af mennesker, der turde rejse sig op i mængden og tale nazismen imod, er ganske få, mens tilfældene af mennesker, der ikke turde, er ganske mange. Her bliver det tydeligere end nogensinde før, at mennesket er et flokdyr, der i reglen ganske enkelt løber i samme retning som alle de andre. Så længe vi gør det, er vores eget gode ry i det mindste i god behold.   

Det er farligt at komme med helt entydige svar på noget, der angår så store spørgsmål som dem, vi har at gøre med her, og måske udtaler jeg mig også for sikkert om sagen. Sagen er nok mest af alt den, at jeg er godt og grundigt rundt på gulvet over, hvad mennesket er for en størrelse, og om det overhovedet kan siges at være enten godt eller ondt. Det forekommer mig omtrent lige så svært at svare på, som det er at svare på, om zebraen er hvid med sorte striber eller sort med hvide striber. Måske er den bare sort- og hvidstribet.

Skal jeg alligevel vove mig ud i nogle svar, tror jeg, det er sandt, at mennesket er i stand til at udrette helt utrolige og virkelig gode ting. Det må være en kendsgerning. Men jeg tror også, det er sandt, at disse gode ting aldrig bliver gjort betingelsesløst. Navnlig er én betingelse meget vigtig: Prisen for det gode må ikke være for høj. Og det har meget med vores egoistiske væsen at gøre. At gøre det gode er nemlig ikke menneskets ypperste mål. Andre ting har forrang her i livet: Navnlig mig selv, mit liv og min anseelse. Dette er jo alt, hvad jeg har. Så snart prisen for det gode begynder at true disse størrelser, må moralen derfor vige til fordel for dem. 

Jeg tror også, at det er sandt, at mennesket i en vis forstand er kronen på skaberværket. Det er det væsen, der af alle er blevet tildelt det mest komplekse sæt af evner til at udrette store ting. Problemet er bare, at disse evner kan anvendes i to retninger; både til det gode og til det onde. Lige så store ting, mennesket kan udrette, ligeså grusomme ting kan det udrette. Vi rummer med andre ord muligheden for at blive de bedste, men heraf følger desværre også muligheden for at blive de værste. Og her er jeg nok desværre også tilbøjelig til at sige, at rækken af eksempler på tilfælde, hvor det går i retning mod sidstnævnte mulighed (om end ikke helt ud i ekstremerne), desværre også er den længste af de to rækker. I den forstand har vi måske langt på vej mistet, hvis vi da nogensinde har haft den, retten til at kaldes kronen på skaberværket. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de sorte striber er der, at der er overordentligt mange af dem, og at vi ikke tilnærmelsesvist har styr på det, vi render rundt og laver.  

Men det giver god mening, at eksemplerne på tilfælde, hvor mennesket udmærker sig i positiv retning, også er dem, der oftest bliver fremhævet. Det er dem, der tillader og fremmer troen på, at vi er det, vi så gerne bilder os ind at være, mens de andre eksempler vidner om det modsatte. Derfor er vi også tilbøjelige til at gøre os blinde for alt det, der taler imod, at mennesket skulle være kronen på alt det skabte. Vender vi her blikket mod Bibelen (en bog, jeg i øvrigt anser for at have større indsigt i livet, end jeg har) og dens udlægning af mennesket, kan det imidlertid blive svært at undgå eksempler på menneskelig grusomhed. Enhver, der ønsker sig et udelukkende positivt billede af mennesket, gør klogt i aldrig at læse i Bibelen! Nok hævder David, at vi kun er skabt lidt ringere end Gud, men man skal omvendt ikke læse mange sider, før alskens ubehagelige og lidet ønskværdige sider af mennesket dukker op. Læs f.eks. blot til side 12, hvor vi møder Kain, der slår sin tilsyneladende uskyldige bror Abel ihjel. Den dag blev standarden lagt, og siden da har der ikke været meget nyt under solen at berette om.

Dette rummer selvfølgelig en langt mindre ønskværdig opfattelse af mennesket end den, vi ønsker os. Ikke desto mindre er det en vigtig erkendelse. Den er vigtig, hvis vi ønsker at have et helt og sandt billede af, hvad mennesket er. Og så er den måske endnu vigtigere af den grund, at den åbner op for en ny erkendelse, nemlig den, at vi i allerhøjeste grad har brug for hjælp – det, der i kristen lingo kaldes frelse. Hjælpen kommer nemlig sjældent, når man ikke vil erkende, at man har brug for den. Er man ramt af tandpine, kan man let fristes til som løsningen på problemet at ignorere smerten, idet man derved undgår tandlægens ubehagelige og drastiske indgreb. Tandlægen er imidlertid den eneste, der for alvor kan gøre noget ved situationen, og man gør derfor klogt i faktisk at se sandheden i øjnene, så han kan komme til. 

Hvis noget levende på denne jord har brug for hjælp og frelse, er det altså mennesket. Det er i hvert fald Bibelens påstand, og i den kan jeg, desværre, kun erklære mig enig. Menneskets tandpine – her forstået i overført betydning – er helt uoverskueligt stor. Og jo større pinen er, desto større og mere drastisk et indgreb kræves der. Mennesket befinder sig, hvad dette angår, altså nederst i hierarkiet. Det er os og kun os, der har forvoldt så stor en skade, at vi nu helt og holdent er afhængige af hjælp og indgriben udefra. 

Det heldige er her, at denne hjælp så faktisk også tilbydes mennesket. Ja, faktisk er den kun forbeholdt mennesket og ikke dyrene, der i virkeligheden nok heller ikke har brug for hjælp. På denne måde bliver det tydeligt, at vi for Gud faktisk er kronen på skaberværket. For Gud er vi åbenbart – og for mig forekommer det ofte at være af uforklarlige grunde – værd at frelse. Endnu mere uforklarligt bliver det, jo større indsigt man får i indgrebets omfang. Jo mere der skal til for at redde os, desto mere må vi være værd, såfremt redningsaktionen altså gennemføres. Som et alt for banalt, kedeligt og firkantet eksempel på dette kan man sige, at hvis en god ven er villig til at betale din parkeringsbøde på 500 kr., fordi du ikke selv har pengene, er det et udtryk for, at du er noget værd for ham. Du ville sandsynligvis være mindre værd for ham, hvis han kun var villig til at betale din biblioteksbøde for glemt aflevering på 20 kr. Gud var imidlertid villig til at betale langt højere summer end dette for at frelse mennesket. For mere herom anbefales til læsning særligt det nye testamentes alt andet end banale, kedelige og firkantede evangelier om Jesus Kristus.