GUDDOMMELIG UDVEKSLING

 
maja-petric-8287-unsplash.jpg

OM lønarbejde og bibelsk uretfærdighed

AF Sigrid Wibe, antropologi

I mødet med tro og religion står mennesker i et paradoks. Mennesker er mennesker. Gud er Gud. Det er en absolut sandhed i de fleste monoteistiske religioner. Men hvilket grundlag har vi så som mennesker for at forstå guddommeligheden? Hvis netop dét, der udgør det guddommelige, er, at det ikke er menneskeligt? Det virker som en umulig opgave. 

Den kristne Gud møder vi i Bibelen. For de fleste mennesker i Danmark er Bibelen hverken fremmed eller mystisk. Vi møder den ved livets knudepunkter: Ved barnedåb, ved konfirmationer (hvis man nu ellers har gennemgået den slags overgangsritual), ved begravelser. Og vi bruger den i de ritualer, der binder sig til disse begivenheder. For mange er Bibelen forbundet med disse oplevelser – som det ekstra lag, der binder ritualerne sammen med noget mere, noget ekstra end hvad hverdagen ellers byder på. Men selvom Bibelen måske ikke er hverken fremmed eller mystisk i udgangspunktet, så tror jeg, at den rummer mere end, hvad den umiddelbart bliver benyttet til ved disse ritualer. Jeg tror, den faktisk kan sige noget vigtigt og vedkommende om, hvem Gud er. Det kræver bare nogle andre måder at læse den på, end hvad vi er vant til. 

Bibelens evangelier er fyldt med lignelser. Lignelser er fortællinger, Jesus bruger til at male et billede, eller forklare en pointe til sine disciple. Lignelser kan være svære at tilgå, fordi de præsenterer en anderledes logik. En lignelse, der ofte har forundret mig, er lignelsen om arbejderne i vingården. Lignelsen lyder således: (Her kan du måske fristes til at hoppe læsningen af selve lignelsen over. Men læs den lige alligevel. Om ikke andet så for argumentets skyld):

For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar.  Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« (Matthæusevangeliet kap. 20, s. 1-16)

Den første linje rummer lignelsens mål: At male et billede af himmeriget. Det er altså et forsøg på at gøre noget meget abstrakt, nemlig ideen om liv efter døden, mere konkret og håndgribelig. Men selvom dette er målet med lignelsen, har jeg altid syntes, at fortællingen er mere forvirrende, end den er forklarende. En flok arbejdere bliver hyret til at udføre en dags arbejde. De bliver ansat på forskellige tidspunkter af dagen, og derfor udfører de første et langt større stykke arbejde end de sidste. Da tiden så kommer til at arbejderne skal have løn sker det underlige: De får alle den samme betaling. Ligegyldigt mængden af arbejde de har udført. Og det er her, min forundring begynder. Vingårdsejeren er uretfærdig! Han giver arbejderne samme løn for forskelligt arbejde. Det er simpelthen ikke fair, og var det sket for mig, havde jeg brokket mig. Formentlig højlydt og længe. Det gør de første arbejdere da også. De går til vingårdejeren og påpeger, hvorfor de burde have fået højere løn end de sidste. Præcis, som jeg ville have gjort. Det næste, der sker i lignelsen, får min forundring op på helt nye højder. Vingårdsejeren påstår, at han har holdt sig til aftalen. Han siger bare, at han har holdt, hvad han har lovet, og at alt brok er uberettiget. Hvis jeg igen sætter mig selv i arbejdernes sted, var dette nok tidspunktet, hvor jeg var stormet ud og havde smækket med døren. Det er meget muligt, at vingårdsejeren ikke har brudt sit løfte, men han har brudt nogle måske uudtalte, men alligevel helt eksplicitte og grundlæggende, sociale rammer. Han virker som en rigtig dårlig arbejdsgiver. 

For at forstå disse uudtalte, men alligevel eksplicitte og grundlæggende rammer, kan vi kigge på sociologen Marcel Mauss’ reciprocitetsteori. Udveksling er et socialt grundvilkår. Vi udveksler hele tiden med alle, vi møder. Hvad der udveksles er forskelligt. Det kan være høfligheder for høfligheder, som når vi møder en bekendt og spørger ind til vedkommendes ve og vel, og selv svarer på de samme spørgsmål, eller penge i bytte for varer. Det er de gaver, vi giver vores kære, og de tjenester, vi gør for vores partner og venner. Udveksling er over det hele.

Mauss undersøgte udveksling hos Maori-befolkningen i New Zealand. Maori-folket skelnede mellem to typer af objekter i udvekslingen, oloa, maskuline objekter og tonga, feminine objekter. Fælles for disse objekter er, at de besidder hau. Hau er gavens sjæl, der på egen vis ønsker at vende tilbage til sit udgangspunkt. Når en mand giver en gave til en anden mand, følger gavens hau med. Fordi gavens hau ønsker at vende tilbage til udgangspunktet, skal manden, der har modtaget gaven, reciprocere den første mands handling, således at hau’en kan vende tilbage. Igennem udvekslingen bliver den reciprokke relation mellem de to mænd afbalanceret. Reciprocitet består således af tre led: Pligten til at give, pligten til at modtage og pligten til at give tilbage. Hvis disse led bliver udført kan en relation udvikle sig. 

Denne lokale forståelse kan bruges til at forstå udveksling på et mere generelt plan. I bund og grund er udveksling en form for social kontrakt – eller i hvert fald et forsøg på at indgå én. Netop derfor er et afslag på at give tilbage et udtryk for uvenskab eller direkte fjendskab. Den sociale kontrakt bliver brudt. I en moderne forståelse kan dette sammenlignes med at invitere en anden ud på kaffe. Efter første kop kaffe skal den anden gerne tage initiativ til den næste. Hvis ikke kan dette opfattes som manglende interesse i relationen. Hvis den ene part i en relation mangler at give tilbage, står vedkommende i et skyldsforhold til den anden. Hvis man i en relation mangler at give noget tilbage eller slet ikke har mulighed for det, siger man, at modtageren står i en negativ reciprok relation til giveren. Der er altså en ubalance mellem de to parter. 

Med reciprocitetsteorien for øje bliver det tydeligt, hvorfor vingårdsejerens handlen virker så absurd. Han bryder den sociale kontrakt, som helt naturligt findes imellem en arbejdsgiver og ansatte. Arbejderne udfører et stykke arbejde af en vis værdi. De arbejdere, der har arbejdet længst, har krav på mest løn for at den reciprokke balance mellem de to parter bliver overholdt. Sådan fungerer det. Derfor giver udvekslingen imellem vingårdsejeren og hans arbejdere ikke mening. 

Men hvorfor bruger Jesus dette billede til at fortælle noget om himmeriget? Er pointen, at himmeriget er uretfærdigt? Hvorfor fortæller han en historie, der ligger så langt væk fra en logik, der er så grundlæggende for mennesker, som udveksling er? Skaber det ikke bare mere forvirring og distance til det i forvejen uhåndgribelige koncept, som liv efter døden er?

Måske er det netop her pointen med lignelsen ligger. Jesus bruger lignelsen til at give os et indblik i det guddommelige. Det guddommelige, som netop ikke er det menneskelige. Det guddommelige, der ikke giver mening. Det guddommelige, som ikke svarer til menneskelig socialitet. Det guddommelige, der ikke kan indfanges med menneskelig logik, men som ikke er udenfor logik. Det guddommelige, der simpelthen præsenterer os for en logik, der er så radikalt anderledes, at den kan være svær at begribe. For det er en logik, hvor udveksling foregår på et helt andet niveau end mellem mennesker. Teksten præsenterer os for en alting-for-ingentings-udveksling. Det, der bliver givet, kan der ikke gives igen på. Det er en løn som aldrig kan svare til, hvad vi kan yde som mennesker. Relationen imellem Gud og mennesker kan aldrig blive afbalanceret. Frelsen tilkommer ikke den, der har gjort mest for den. Den tilkommer den, der vil have den. Vingårdsejeren benytter sig af samme udvekslingslogik. Han lønner ikke efter en almindelig skala. Han lønner for viljen til at arbejde. 

Men Bibelens udvekslingslogik er ikke blottet for reciprocitet. “I har fået det for intet, giv det for intet”, siger Jesus til sine disciple i Matthæusevangeliet kapitel 10, v. 8b. Altså pålægger Jesus sine disciple at leve op til det tredje led i reciprociteten: Pligten til at give tilbage – men ikke tilbage til udgangspunktet. Derimod tilbage til resten af verdenen. På denne måde er relationen til Gud også reciprok, om end den ikke ligner det, vi kender fra menneskelig reciprocitet. Ligesom objektet får værdi igennem udvekslingen i Mauss’ teori, bliver menneskers værdi tydelig, når de indgår i en relation til Gud. Fordi udvekslingen er en så grundlæggende del af menneskelig socialitet, er det for de fleste en intuitiv handling at forsøge at udligne. Men den guddommelige reciprocitetslogik er kontraintuitiv. Den kalder os til at blive i gælden til den anden. Fordi der altid allerede er udlignet.