FORTÆL MIG DIT NAVN

chuttersnap-413007-unsplash.jpg
 
 

OM NAvne og deres betydning

AF Kasper Andreas Bergholt, teologi

“Jeg hedder Andrea, fordi det var et navn, de ku’ li’…” Sådan synger de i Kaj og Andrea, og sådan er formentlig de fleste danskeres forhold til navne: Vi hedder, som vi hedder, fordi det klinger godt. Nogle er opkaldt efter deres bedstefar, og de fleste kender deres navns betydning, men de færreste lægger noget dybere i det.

I den hebraiske kultur, som vi finder i Bibelen, er maksimen noget anderledes. Den kunne måske udtrykkes: “Fortæl mig dit navn, og jeg skal sige dig, hvem du er”. Et navn i bibelsk forstand er nemlig ikke bare et identificerende prædikat, men derimod en virkningsfuld beskrivelse af den navngivnes karakter og væsen.

Isak hedder Isak (betyder: han griner), fordi hans mor lo og ikke troede på Guds tilsagn om, at hun skulle føde en søn i sin alderdom (1 Mos 21,1-6); Simon får af Jesus navnet Peter (betyder: klippe), fordi hans bekendelse af Jesus som Guds udvalgte frelser-kriger-konge, skal være kirkens bekendelsesklippe (Matt 12,16-18); og Jesus selv hedder Jesus (betyder: Herren frelser), fordi “han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21).

Interessant er det, at også Gud har et egennavn. Et navn, der er lige så kryptisk som Gud er transcendent, men som også rummer dybe bibelske sandheder.

Guds egennavn åbenbarer han første gang, da han møder Moses i den brændende tornebusk (2 Mos 3). Situationen er den, at israelitterne har været slaver i Egypten i en  rum tid, og har råbt til deres fædres Gud om hjælp, uden at se hans indgriben. Pludselig taler Gud til Moses og præsenterer sig dels som “Jeg er den, jeg er” eller med kortformen “Jeg Er”, dels som “Jahve”.

Mange hebraiskkyndige er enige om, at Jahve er en ældre bøjning af verbet at være, som også genfindes i “Jeg er (den, jeg er)”. Men den hebraiske forståelse af væren adskiller sig markant fra vores græskprægede forståelse af væren som noget absolut/tidløst. Hebraisk væren rummer et stærkt dynamisk aspekt: At være noget betyder at handle i overensstemmelse dermed. Særligt tre aspekter er vigtige:

For det første understreger Guds egennavn hans skabende handlen. Det, at noget sker, beskrives på hebraisk ofte med en form af “at være”. Når Gud beskriver sig selv med en form af “at være”, understreger han dermed, at han er den, der kontinuerligt får ting til at ske, den, der fortsat skaber nyt.

For det andet understreger Guds egennavn hans suverænitet. En nogenlunde dækkende oversættelse af Gudsnavnets er svær at give, og det viser, at han ikke kan gribes af menneskelig fornuft. Han er — og det er sådan, det er. Vi kan hverken begrænse eller definere Gud.

For det tredje understreger Guds egennavn hans nærhed. Den i 2 Mos 3,12-15 hyppige gentagelse af “Jeg er”-formerne slå forfatterens pointe fast med syvtommersøm: Jahve er. Selvom han midt i israelitternes prøvelser virker fjern, så er han stadig — og hans væren betyder, at han er nær. I v7-8 understreger Gud, at israelitternes lidelser har berørt ham, og at han derfor er “kommet ned for at redde dem”.

Da Moses senere (2 Mos 33,18-34,9) beder om at måtte se Gud, tillader Gud det ikke. I stedet vil han vise sig fra ryggen, og i Moses’ påhør udråber han sit navn, det vil sige sit væsen/sin karakter: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed” (2 Mos 34,6). Gud herlighed kan et menneske altså ikke få at se, men den åbenbares i stedet i Guds egennavn, i hans væsen, som her beskrives med relationelle ord (fx har du brug for nogen at være tro mod, hvis du beskriver dig selv som “troskab”). Hvis nogen (fx Moses eller israelitterne) spørger, hvordan Jahve er, eller hvad hans væren og nærvær betyder, så er svaret: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed”. Dét er sådan, Gud Herren er.

I den helt modsatte ende af Bibelen, i Johannes’ Åbenbaring, forsøger Johannes formentlig at gengive Guds egennavn, når han omtaler Gud som “Han som er og som var og som kommer” (Åb 1,4.8; 4,8). Første led er en direkte gengivelse af “Jeg er den jeg er”-navnet fra den græske oversættelse af 2 Mos 3. Andet led indfanger dels Guds beskrivelse af sig selv om “deres/jeres fædres Gud” (2 Mos 3,13.15f), men peger samtidig også helt tilbage til Bibelens første vers, hvor Gud er forud for skabelsen.

Det tredje led er bemærkelsesværdigt: Vi ville måske forvente, at der stod “vil være”, men i stedet står der “kommer”. Jeg tror, det understreger, at Gud ikke er en fjern Gud, men at det inderste i Guds væsen er relation og nærvær (jf. relationstermerne ovenfor). Og fortællingen om Guds nærvær er den måske mest grundlæggende fortælling i Bibelen.

Jeg vil forsøge lynhurtigt at gennemgå den i hovedtræk: Guds umiddelbare nærvær, som kendetegnede menneskets oprindelige forhold til Gud (1 Mos 3,8), mistes i Syndefaldet (1 Mos 3,22-24). Mennesket lever nu som fremmede på jorden, men gennem den pagt, Guds indgår med israelitterne, vil han “vandre midt iblandt jer” (3 Mos 26,11-13), og templet og den tilhørende kult introduceres som midler til Guds nærvær. På grund af folkets ulydighed, ender Gud med at forlade templet, det vil sige distancere sig fra sit folk (Ez 9-11), dog med løftet om en dag at vende tilbage til dem (Ez 43).

Johannesevangeliet begynder med “Ordet [der] blev kød og tog bolig iblandt os” (1,14), og et helt afgørende element ved Jesu død er, at vejen ind i Guds nærhed, åbnes for alle (Mark 15,38; Hebr 10,20). Som det ypperste klimaks, som målet for hele Guds frelsesplan, står Johannes’ beskrivelse af Gud, der “vil bo hos [menneskene], og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej eller pine skal være mere…” (Åb 21,3f).

Når Moses spørger Gud, hvad hans navn er, og Gud svarer: “Jeg er den jeg er” — et svar der på ingen måde er et rigtigt navn! — så ligger der altså meget mere i det, end at Gud er “den, om hvem intet højere kan tænkes” (Anselm), eller hvilke filosofiske gloser, vi ellers kan finde på. Guds egennavn lader os forstå, at Gud handler i overensstemmelse med den, han er. Han er den, der aktivt kaster sig ind i verden og i kampen mod ondskaben, tydeligst eksemplificeret ved Jesu død, opstandelse, himmelfart og herredømme. Han er den, der sejrer over ondskabens ødelæggende magt og kommer til sit folk for at være hos dem. Det bliver ikke større!