ER KRISTENDOMMEN MISANTROPISK?

 
jonathan-rados-Sbxt82CsMxA-unsplash.jpg

OM MENNESKESYN OG KRISTENDOM

AF PEter Højlund, teologi

For noget tid siden så jeg en TV-serie på HBO. En del af seriens omdrejningspunkt var syndromet ’Münchausen by proxy’. Det er et fænomen, hvor en forælder udvikler en trang til at fastholde sit barn i sygdom, så vedkommende kan drage omsorg for sit barn. Det kan f.eks. foregå ved, at forælderen fodrer sit barn med små doser af rottegift. Aldrig nok til at slå barnet ihjel, men altid nok til at holde barnet sygt. Jeg kom til at tænke på, mens jeg så serien, at det måske i virkeligheden tegner et temmelig præcist billede af en udbredt opfattelse af kristendommen. Kirken udgør således denne forælder, som fodrer sit barn, den kristne, med noget, der fastholder den kristne i sygdom, og som skaber et afhængighedsforhold til kirken. Hvad er sygdommen? At mennesket er en synder, som har brug for frelse. Du er syg, og du har brug for medicin. 

Det er også det, som er blevet kaldet arvesynden, hvor tanken er, at mennesket fra sin fødsel er fejlbehæftet. Mennesket er ikke et blankt stykke papir, men er født med en genfejl, der gør, at det uundgåeligt kommer til at svigte både sig selv og andre. Og er netop denne tanke, at mennesket fra sin fødsel er fejlbehæftet, ikke et udtryk for misantropi?
Tænkere fra oplysningstiden som Voltaire og Rousseau gik i kødet på netop arvesyndsdogmet. De mente, at man med dette dogme havde en pessimistisk indstilling til menneskets evner og kunnen, som i praksis forhindrede social og politisk udvikling, og som opmuntrede til en laissez faire attitude over for tilværelsen. 

Deres nye positive syn på mennesket, som et grundlæggende godt væsen baner vejen for en kulturoptimisme, som blandt andet kommer til udtryk i oplysningstidens tre grundværdier; frihed, fornuft og fremskridt, hvor tanken er, at jo mere viden, vi akkumulerer, jo bedre bliver verden – for mennesket er grundlæggende godt, og vil derfor nødvendigvis bruge sin viden i den gode sags tjeneste. 

Men så kommer første verdenskrig som et lyntog og styrer direkte ind i denne forestilling om menneskets godhed og knuser denne idé. Og bedst som man troede, at det værste var overstået, kommer anden verdenskrig med sine skrækkelige krigsforbrydelser i form af holocaust, og viser hvilket grufuldt potentiale til ondskab, der bor i mennesket. 

Dette banede således vejen tilbage til Ciceros ord om den menneskelige fejlbarlighed, som sidenhen af Hieronymus blev forkortet til det simple udtryk: ”errare humanum est”, på dansk: ”det er menneskeligt at fejle”. Men det gør imidlertid ikke, at vi vender tilbage til arvesyndslæren, for den blev forkastet sammen med al den øvrige kristne dogmatik. 

Tilbage sidder vi altså med en grunderfaring af menneskets fejlbarlighed, men vi mangler en grundfortælling, som kan forklare os, hvorfor vi kommer til kort. 

Den kristendomskritiske biolog Richard Dawkins beskrev i sin bog the Selfish Gene fra 1976, hvordan mennesket fra sin fødsel er selvisk. 

A predominant quality to be expected in a succesful gene is ruthless selfishness. This gene selfishness will usually give rise to selfishness in individual behaviour

Det ligger til vores natur at handle ud af selviskhed, og selv altruismen, altså det at man handler uselvisk, kan også ifølge Dawkins beskrives ud fra dette selviskhedsparadigme. 

Når man ifølge Dawkins altså er prædisponeret til at handle ud af selviskhed, begynder det at minde slående meget om arvesyndslæren. Det ville Dawkins dog næppe selv skrive under på. Ikke desto mindre er han ikke den eneste, som taler om en form for prædisposition for selviskhed eller slette motiver. Den schweiziske psykiater Carl Jung, dybdepsykologien fader, udtalte i et af sine allersidste interviews i 1959:
"The only real danger that exists is Man himself. He is the great danger. And we are pitifully unaware of it. We know nothing of Man. Far too little! His psyche should be studied, because we are the origin of all coming evil

Og fra Jung til en Jung-discipel, Jordan B Peterson, som i sin bog 12 Rules For Life bruger en del tid på Bibelens syndefaldsberetning. Her stiller han stiller spørgsmålet; ”hvad betyder det, at Adam og Eva opdager, at de er nøgne?”. Det er jo ikke sådan, at de ikke var klar over det før, der står jo, at de var nøgne, men de skammede sig ikke. Nej, det betyder derimod, at de opdager, at de er sårbare, og med denne viden om, hvad der skader mig, sætter det mig i stand til at vide præcis, hvad der skader andre. Det giver mig så at sige et kendskab til ’godt og ondt’. 

We know what makes us suffer. We know how dread and pain can be inflicted upon us – and that we know exactly how to inflict it on others”. 

Med denne viden opstår frygtelige tortur instrumenter som tommeskruen, jernjomfruen og korset – noget som dyr aldrig kunne gøre.

Med denne viden står vi altså lige pludselig i et skyldforhold til andre mennesker, når vi forbryder os mod dem – for vi vidste bedre, vi ved godt, hvad der er godt og ondt. 

And with this realization we have well-nigh full legitimization of the idea, very unpopular in modern intellectual circles, of Original Sin”. 

Men er det ikke nok blot at være klar over, at det er menneskeligt at fejle? Er det ikke en grundlæggende erkendelse, som findes hos de fleste? Det ville TV-serien True Detective i hvert fald hævde, når den ene af de to hovedpersoner siger følgende:

Look – everybody knows there’s something wrong with them. They just don’t know what it is. Everybody wants confession, everybody wants some cathartic narrative for it. The guilty especially. And everybody’s guilty.”

Problemet er, at selvom alle ved, der er noget galt med dem, ved de ikke, hvad der er galt med dem. Det moderne sekulære menneske mangler altså en grundfortælling, som kan give baggrunden for, hvorfor det er menneskeligt at fejle, og uden denne grundfortælling risikerer vi at løbe ind i ”den vildfarelse, at mennesket ubetinget er i stand til at nå, hvad det sætter sig for, bare det yder den rette indstilling og den rette indsats”.

Det sidste var et citat fra gymnasielærer, freelancekonsulent og selv-erklæret ateist Søren Søberg Poulsen, der i 2016 bragte en kronik i Kristeligt Dagblad med overskriften ”giv mig den kristne synd tilbage”. 

Senere i artiklen skriver han: ”Vores sekulære kultur mangler en grundfortælling, der på linje med de religiøse myter kan stadfæste vores adskillelse fra det ideelle som universel lov. For når samtidens kultur fortæller os, at vi selv kan skabe og fastholde paradis i dette liv, så er det både irrationelt og forkert. Vi er adskilt fra det ideelle liv af kræfter, der er større end os selv.

Men ligger der i den sekulære kultur et incitament for at skabe den slags grundfortællinger? Det gør der næppe, hvis man f.eks. spørger Nietzsche, som netop gør op med de store fortællinger. Dawkins’ tale om ’the Selfish Gene’ er muligvis et forsøg, men alt han gør, er at bevæge sig på et deskriptivt plan og aldrig på et eksistentielt plan, og dermed aldrig på et plan som kan få karakter af grundfortælling. 

Så kristendommen giver os en grundfortælling, der på et eksistentielt plan kan fortælle os, at vi er adskilt fra det ideelle liv af kræfter, der er større end os selv. Dette er ikke et misantropisk menneskesyn, det er et realistisk menneskesyn!

Men er det så alt, kristendommen er ude på at formidle til menneskeheden? At vi er fejlbehæftede, og så må vi selv håndtere det. Nej, for i midten af kristendommen står ikke mennesket, men derimod Gud selv. Kristendommen vil ikke blot fortælle os, at vi er syndere, den vil også flytte os. Det gør den først ved at fortælle os, at vi er skabt i Guds billede. 

Hvad betyder det at være skabt i Guds billede? Det betyder, at der er en flig tilbage i os af noget af det, som var der dengang, vi vandrede i paradisets have med Gud. Det er barndommens uskyldige nostalgi, det er længslen efter den uberørte natur, den enkle tilværelse og bedre tider. Det er følelsen af at være skabt til noget større, det er følelsen af at der er mere, og det er længslen efter det mere. Det er længslen efter Gud selv.

Menneskets gudbilledlighed efterlader et dybt aftryk i os, som skaber en vedblivende længsel efter fællesskab med Gud, men det, at det er en længsel, udtrykker netop også, at der er noget, som ikke er helt som det skal være endnu – for vi er ikke genforenede med Gud endnu. Men kristendommen afviser, at vi nogensinde selv kan skabe denne genforening. Vi er for korrumperede og fejlbehæftede til det. 

Netop derfor er den centrale figur i kristendommen ikke mennesket men derimod Gud i skikkelse af Jesus fra Nazaret. Om ham skriver Paulus i et brev, som findes i det nye testamente: ”han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige”. 

Kristendommen vil ikke bare passivt beskrive menneskets tilstand, men det er også en fortælling om, hvordan vi kan reddes ud af den. Det kræver først og fremmest tilgivelse, så skylden ikke fastholder os i en dårlig samvittighed og et skamfuldt syn på os selv. 

Det betyder, at vi kan begynde at vende tilbage til en tilstand af nøgenhed – altså sårbarhed uden skam. 

Efter Adam og Eva bliver udelukket fra Edens have, hører vi, at de får sønnerne Kain og Abel. Historien fortæller, at de begge kommer med et offer til Gud. Da Kains offergave ikke bliver modtaget af Gud, står der, at Kain bliver vred og går med sænket hoved. Gud spørger: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op!”

Så vi skal altså gøre det gode, for at kunne se frit op. Det giver god mening, hvis du altid gør noget, du vidste bedre end at gøre, så er chancen for at du kommer til at gå med et nedsænket skamfuldt blik ret stor. Det står altså sammen med kristendommens tale om tilgivelse. Og faktisk er hele den følgende historie efter Kain og Abel en lang historie om menneskehedens slette handlinger og deres nedsunkne blikke, og det kulminerer med personen Jesus, som bliver hængt på et kors, dette torturinstrument som udtrykker menneskets indgående kendskab til godt og ondt. Der på dette topmål af menneskets ondskab forsones menneskeheden med dets skaber. Det er tilgivelse udtrykt i blodrøde bogstaver. 

Dette skal ikke forstås som en legitimering af alle slags forbrydelser. Det nye er ikke, at der ikke længere er nogen etik, etikken har bare ændret karakter. Det er en bevægelse fra grundlæggende at være en etik, som retter sig efter hvad du må og ikke må, til at være en etik, som retter sig efter dit hjertes indstilling. Paulus skriver i filipperbrevet: ”I skal have det sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus”. 

I praksis betyder det, at min motivation for at gøre godt nu er flyttet ud af mig selv. Jeg gør ikke godt for at dæmpe på min egen dårlige samvittighed eller for at kunne se på mig selv i spejlet og sige ”hvor er jeg bare et godt og kærligt menneske”. Den kristne inviteres til at gøre godt, fordi det kristne menneske nu ser verden gennem andre øjne. Fordi man nu ikke går med et nedslået skamfuldt og indadvendt blik, men kan se frit op.