DET VIGTIGE VENSKAB

 
robert-collins-333411-unsplash.jpg

AF Jacob MUNK, teologi

Dette er et uddrag af Jacobs kommende bog “‘En Langt Bedre Vej”

Kan lykke vel bestå
i ensomhed? Hvem kan i enlig stand
vel finde glæde? 

- John Milton, Paradise Lost

Der er få ting, der er så afgørende for et menneskes lykke som venskaber. Dine venner kan rejse dig op, styrke dig og hjælpe dig til at gå livet i møde; eller de kan bryde dig ned, svække din karakter og lede dig vild. Forældre er dybt interesserede i, hvem deres børn bliver venner med, og det bør de være, for alt er på spil. 

Desværre er vi ikke altid lige så bevidste om kvaliteten af vores egne venskaber. Selvom vi i ungdomsårene bruger størstedelen af vores tid sammen med vores venner, særligt hvis man ikke er i et forhold, lader vi ofte pleje af venskaber være et venstrehåndsarbejde. Man ligger ikke søvnløs om natten over et venskab, som man gør over en forelskelse. En ven besætter sjældent ens tanker, medmindre der er noget galt, og han eller hun fylder heller ikke vores hjerte med varme følelser. Typisk vil en ven være en, der er diskret placeret i baggrunden af ens tanker, og først bagefter, måske mange år senere, vil man se, at denne person var med til at definere, hvem man var i en bestemt periode af sit liv.

Jeg tror, C.S. Lewis har ret, når han siger, at hvor de elskende har blikket rettet mod hinanden, vil vennerne stå skulder ved skulder og kigge frem mod et fælles mål. Det seksuelle begær er mere end noget andet optaget af den anden som person, men i venskabet vil man ofte have oplevelsen af, at vi som mennesker træder et skridt tilbage og overlader scenelyset til det, vi er fælles om. Det er kun godt: Det gør ikke venskabet til en kold eller upersonlig relation, men det betyder, at venskabet ofte har gjort sin gerning bedst dér, hvor vi glemmer os selv og hinanden og forsvinder ind i samhørigheden imellem os.

Imidlertid kan venskab også bygge på alt andet end sund samhørighed og gode fælles mål. Det kan bygge på en ensidig beundring af den anden, som man stræber efter at ligne, selvom man kommer mere og mere på afstand af sig selv; det kan bygge på selvisk udnyttelse af den anden med henblik på at opnå anerkendelse, status eller endda økonomiske goder; eller det kan bygge på en samhørighed mellem de mest destruktive sider af vennernes personligheder, så de gensidigt trækker hinanden længere ned i mørket.

Den græske filosof Aristoteles taler derfor om tre typer venskaber. Den første type er den lavest rangerende, nemlig et venskab baseret på nytte. I én forstand kan også den slags venskaber siges at bygge på fælles mål som i relationer til kolleger, hvor man er fælles om at løse arbejdsrelaterede opgaver. Så snart man har nået sit mål, vil der dog ikke være meget mere at komme efter, og venskabet vil ofte ophøre.

Vi i vores tid er mestre i nyttevenskaber. Vi ved, hvordan man netværker, bygger bro og agerer professionelt i det sociale netværk. Vi elsker relationer, der har et klart defineret mål og kun varer en tid, så vi slipper for at skulle bære over med hinandens skavanker alt for længe.

Dermed ikke sagt at nyttevenskaber er dårlige af den grund. Vi har brug for at indgå i mange af den slags relationer gennem vores liv. Udfordringen er, hvis vi en dag må erkende, at alle vores venskaber er nyttevenskaber, som vi kun har valgt til, fordi de giver os adgang til visse fordele. Dette er utvivlsomt en virkelighed for mange mennesker i dag. Ikke mærkeligt at vi bliver ensomme.

”Nydelsesvenskabet” er bedre stillet. Her tjener venskabet ikke bare et ydre formål, men bygger på glæden ved hinanden. Måske finder vi samtalerne stimulerende, værdsætter vennens humor, nyder at høre om hans eller hendes kærlighedsliv; vi tager ud at spise sammen, går i biografen, i byen og til koncerter sammen. Hvad mere kan man forlange af et venskab?

Men noget mangler: I nydelsesvenskabet værdsætter jeg min ven, som han eller hun er for mig. Spørgsmålet er imidlertid, om jeg er optaget af, hvad den anden er i sig selv

For at tage et klassisk eksempel: To venner elsker at tilbringe tid sammen, se en film og snakke om stort og småt. På et tidspunkt begynder den ene dog at fatte interesse for hash, og snart bliver det et ritual for dem at tænde en joint, mens de sidder og ser film. Dette er i den grad et nydelsesfuldt venskab, og de vil utvivlsomt begge sætte stor pris på at have hinanden. Hvad de dog ikke spørger om er: Er det egentlig godt for min ven, at han regelmæssigt ryger hash?

I det øjeblik, den ene ser, at hans ven er på vej ud på et sidespor, vælger han måske at konfrontere ham med det, fordi det betyder noget for ham, at hans ven har det godt og lever ansvarligt. Nu handler det ikke længere bare om, hvad vennen har at tilbyde ham. Det handler om, hvad vennen er i sig selv

Dette kalder Aristoteles et venskab baseret på dyd, fordi venskabet ikke bare er til for nydelsen, men bygger på en fælles stræben efter at gøre det gode. Det gør også venskabet en hel del mere vanskeligt. Nu kræver det modenhed, vilje og en evne til at hæve sig over sine egne umiddelbare behov. Jeg kan blive nødt til at gøre ting, der føles ubehagelige, og som vil udfordre vores venskab, fordi jeg erkender, at det er vigtigere, at den anden udlever sit fulde menneskelige potentiale, end at vi har det rart i øjeblikket. 

Man kan blive nødt til at fortælle sin ven, at det gør ondt at se ham gå fra den ene seksuelle partner til den anden uden at finde ro. Eller at han har et usundt forhold til penge og har brug for at skifte kurs, hvis ikke han skal ende med at være forgældet resten af livet. 

Lige så vigtig er dog opmuntringen: Man bør fortælle sin ven, at han har et talent, som fortjener at blive plejet. At hans loyalitet og arbejdsomhed er beundringsværdig ud over det sædvanlige. At man føler sig hørt i hans selskab på en måde, der giver fornyet tillid til, at man faktisk er én, der er værd at høre på.

Fælles for disse er, at det er noget, man først kan sige, når man har kendt den anden et godt stykke tid, måske flere år. Hvis venskaber skal opfylde vores relationelle behov, bliver man nødt til at være i det gennem lang tid. Det kræver arbejde, tålmodighed og frem for alt tilgivelse. Venskaber af denne kaliber har det samme potentiale til at forme én og give en følelse af permanent, identitetsgivende tilhørsforhold som ægteskabet. Sådan et venskab bliver derfor en vigtig ramme for ens moralske modning som menneske, og – hvis man er kristen – et centrum for ens gudsforhold.

Teologen Dietrich Bonhoeffer skal engang have sagt, at den Kristus, der bor i min næstes mund, er større end den, der bor i mit eget hjerte. I et kristent venskab er man altid Kristus for sin ven, og venskabet må altså altid have som sit højeste mål at føre den anden tættere på Kristus. Paulus beskriver hovedingredienserne i det kristne venskab således: ”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” ( Kol. 3,16.)

Det betyder dog ikke, at det kristne venskab altid skal være inderligt, bedende og fuld af opmuntringer fra Skriften. At være Kristus for sin ven har i allerhøjeste grad også at gøre med at kunne snakke om ”verdslige” og almindelige glæder og bekymringer, såsom problemer på studiet eller jobbet, forelskelser, fritidsinteresser og håb for fremtiden. Venskaber, hvor man kun taler til hinanden med opbyggelige bibelvers og åndelige sange, risikerer i virkeligheden ofte at blive rene nyttevenskaber, hvor man har reduceret relationen til noget, der skal gavne ens personlige fromhedsprojekt – et udstillingsvindue for egen hellighed, der ikke så sjældent indebærer et slet skjult element af fromhedskonkurrence vennerne imellem. Det er umuligt at præsentere sin ven for Guds kærlighed, hvis man viser dem en Gud, der kun interesserer sig for hellige ting og ikke også for deres menneskelige hverdagsanliggender.

For mange vil det formodentlig være fremmed at tænke på deres venskaber i moralske kategorier. For singler er det dog afgørende at have venner, som kan komme helt tæt ind på livet af os, for først når vi bliver berørt i disse dybder af vores personlighed, begynder den egentlige forvandling af hjertet. 

I dag har vi en tendens til at tænke, at etisk livsførelse handler om alle de mennesker, der er på afstand af os: At gøre godt er at give penge til nødhjælpsorganisationer, tage sig af de fattige og syge, give økonomisk støtte til ulande og hjælpe de hjemløse. Disse gode gerninger skal bestemt heller ikke tales ned, men måske er der noget andet, der skal tales op: At være en god og trofast ven er ikke imponerende eller opsigtsvækkende. Det giver hverken prestige eller anseelse. Men hvad er sværest: at overføre penge til en forening og overlade omsorgsarbejdet til dem eller at bevare en dyb og levende relation til et andet menneske gennem årtier, hvor du gang på gang insisterer på den gensidige tilgivelse og konfliktløsning, fordi personen er det værd? At give økonomiske støtte til socialt arbejde og hjælpe den fremmede og nødstedte kan gøre en uvurderlig forskel, men det er ikke nødvendigvis det, der giver karakter. Det bliver alt for let en ydre handling, vi gør med hånden uden at have hjertet med. Venskabet såvel som ægteskabet tager fat ved roden og ændrer os indefra og ud. Det er kilden til sand moralsk modning. Men som en vís mand engang sagde: Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.

Afslutningsvis bør det siges, at en måde, hvorpå man kan sikre, at venskabet får denne varige og forpligtende karakter, er ved at flytte sammen. På grund af det voksende antal singler bør bindende bofællesskaber derfor spille en vigtigere rolle for os i dag, end det hidtil har været tilfældet. I den kristne tradition er det et kæmpe kulturtab, at vi i den reformatoriske del af kirken har mistet den tradition for forpligtende singlefællesskaber, som klostrene plejede at udgøre, og i dag ikke kender til andre bindende samlivsformer end kernefamilien. Reformatorernes i mine øjne nødvendige opgør med klostrene bestod ikke så meget i et opgør med selve formen som med klostervæsenets religiøse betydning: I den romerskkatolske tradition var klosterlivet blevet en livsform, man erklærede for mere hellig end det almindelige liv, og hvor munkene levede så fromt, at de ligefrem samlede sig et skatkammer af gode gerninger, som andre kristne kunne få del i gennem aflad. En sådan tankegang måtte reformatorerne nødvendigvis sige fra over for. 

Selve idéen om et forpligtende bofællesskab for kristne, der lever i cølibat, er derimod helt bibelsk og gavnlig. Der er brug for, at vi gentænker klosterkonceptet, så vi på den måde kan tilbyde fællesskab til mennesker, der af den ene eller anden grund ikke føler sig egnede til ægteskabet. Visse steder i den protestantiske verden, er denne mulighed allerede til stede i form af de såkaldte ”kommuniteter”. Det er på tide, at vi får introduceret muligheder som denne her til lands.